Årsager

Spasticitet opstår når signalerne i centralnervesystemet (hjernen, rygmarven) ikke forløber, som de skal. Det ses f.eks. hos børn med spastisk lammelse, herunder cerebral parese. Ved voksne opstår spasticitet ofte som følge at skader på hjernen i forbindelse med ulykker, efter blodpropper i hjernen og ikke mindst ved visse neurologiske sygdomme så som sklerose. Man har ikke et samlet overblik over, hvor mange som udvikler spasticitet, men man ved at ca. 80% af personer med spastisk lammelse eller sklerose udvikler symptomer på spasticitet. Videnskabelige studier antyder, at spasticitet rammer et varierende antal personer med en erhvervet hjerneskade (10-80%) alt efter, hvor skaden er opstået, og hvilke forstyrrelser den skaber kombineret med den bagved liggende lidelse.